'Andersens duende'

Operaen er baseret på H.C. Andersens veloplagte rejseskildring fra 1862, I Spanien, atypiske sensuelle digte, og hans dagbøger fra rejsen, der viser en helt anden og mørkere virkelighed. En række musiske tableauer i en rå scenografi, i samspil med videoprojektioner, gestalter situationer fra rejsen til det eksotiske Spanien, der for Andersen ender som en jagt på lidenskab, intensitet og den kunstneriske inspiration: El duende (1)

Musik og scenisk udtryk

I forestillingen optræder en pianist, en guitarist, en viola da gamba-spiller, en slagtøjspiller, en klassisk sanger, en sanger/performer der anvender teknikker fra folkemusik og flamencosang, og en moderne danser. Musikerne befinder sig i samme scenerum som sangere og danser/performer. Genremæssigt spænder musikken fra et europæisk romantisk udtryk og tidlig flamenco, til algoritmiske og elektroniske lydflader og manipulerede reallyde. Romantikkens tonesprog og den elektroniske klangverden tjener på hver sin måde til at illustrere Andersens komplekse følelser og indtryk; Jagten er sat ind på passionen og den kunstneriske inspiration. Men under det romantiske udtryk lurer den tidlige flamenco, der med sine historiske, kulturelle forbindelser til lidelse og død river huller i det romantiske glansbillede. I takt med at operaens narrativ skrider frem, dekonstrueres det romantiske udtryk. Tematiske vendinger fra både romantik og flamenco rives løs, bearbejdes og indgår i nye forbindelser med det elektroniske udtryk.

Andersen har sat jagten ind på passionen og den kunstneriske inspiration: El duende

Det fysiske element i operaen involverer både dansere, sangere og musikere. Det bærende koreografiske udtryk, som udføres af de to professionelle dansere/performere, er udviklet af scenograf og danser i et tæt parløb med komponist og musikere.

Forløbet

Operaen er bygget op af en række uafhængige tableauer. Handlingen følger Andersens rejse kronologisk, men udfolder sig i forskellige kunstneriske rum, der for hver geografisk placering, i en ny farve, udtrykker en ny modsætning.

Tableauerne belyser hver især Andersens kamp med og mod 'duenden'. ”De Danske er vammelkolde Sjæle”, skriver han allerede flere år før sin rejse. Den nordiske vandige, lutheranske kølighed og klarhed over for den sydlandske varmblodige, katolske energi: Nord-syd, blod-vand, varm-kold, akustisk-elektronisk, historisk-kontemporær, overfladisk-dyb, opløftet-nedtrykt, tilrettelagt-ukontrolleret, rig-fattig, klassisk-folkelig, indre-ydre, lidenskabelig-uforløst ....

”De Danske er vammelkolde Sjæle”

Igennem disse modsætninger, der undersøges og gennemspilles, viser sig en ny samklang mellem krop, rum og lyd. Rytmen og pulsen fra kastagnetterne klinger anderledes, da Andersen ender sin rejse i Burgos med en (historisk faktuel) nærdødsoplevelse. Da han i slutscenen slår vinduet op og kigger ud i natten, er han ikke længere blot turist, men et menneske, der erkender forbindelsen mellem lidenskab og lidelse i den 'duende', den kunstneriske sjæl, som var målet for hans rejse.

Note (1): Det er "El duende", der afstedkommer kuldegysninger, latter eller gråd, når man oplever et stærkt kunstnerisk udtryk med rødder i traditionen. Begrebet stammer fra den spanske digter Federíco Garcia Lorca og er kendt i flamencoverdenen.