Den fysiske opera

To modpoler

Scenekunst er, i sin traditionelle form, vældig konkret, og musik ligger, oftest, i den anden ende af spektret som noget absolut abstrakt. Når man sætter scenekunst og musik sammen, forsøger man i virkeligheden at få to modpoler til at indgå i en organisk forbindelse med hinanden.

Her kommer det fysiske i 'fysisk opera' ind. I den traditionelle (romantiske) opera forbinder modpolerne sig gennem ordet, dvs. gennem dialogen og handlingen. I vores fysiske opera skabes forbindelsen ved et samspil mellem musik og bevægelse, repræsenteret ved dans og performance.

Vi sætter musikken i forbindelse med et konkret fysisk udtryk ...

Også her, som i den romantiske opera, spiller scenografien med sine virkemidler (kostumer, lys, video, etc.) en stor rolle som bindemiddel.

Handlingen opløses

I den fysiske opera 'Andersens duende' sætter vi musikken i forbindelse med et konkret fysisk udtryk; vi iscenesætter musikken og tvinger den ind i en fysisk kontekst. Til gengæld lader vi scenekunstens 'handlingsforløb' opløse sig selv i en koncert-agtig, abstrakt fremstilling af holdninger og følelser.

Skal vi så ikke fortælle en historie fra A til B med en morale, som i en traditionel opera? Nej, ikke denne gang. Ligesom i den tidligste opera, tilbage i barokken, forsøger vi at finde et helt andet udgangspunkt mellem det konkrete og det abstrakte. Derfra er vores intention ikke fortælle en reel sammenhængende historie, men i stedet udstille en række holdninger og følelser, der forhåbentlig rører publikum.

..............

Det nonverbale udtryk kan fremkalde tanker og følelser som det verbale ikke kan, og en kollage af stemninger giver plads til at fortællingen kan åbne sig. (Søren Schelling, operascene.dk 28.02.2019)

Læs Søren Schellings anmeldelse i operascene.dk og mere om 'Andersens duende'.