En grøftekant

For præcis et år siden stoppede jeg op ved nyudsprungen grøftekant i Midtspanien på vej (hjem) efter nogle inspirerende dage med præsentation af Hesbjerg revisited under koncert/messen Classical:Next i Rotterdam.

Sådan en grøftekant, i al sin farverigdom, er voldsomt inspirerende, og sætter hurtigt tanker i gang, som flyvende frø fra mælkebøtter. Det er jo ikke forår for ingenting!

En grøftekant

Den europæiske kulturarv (og her tænker jeg, selvfølgelig, særligt på musikken) er som en grøftekant ved en forladt landevej et sted i Spanien; Mangfoldig, farverig, overdådig, anarkistisk, volatil, let antændelig, men umådelig inspirerende ...!
Ikke langt derfra suser den nye motortrafikvej derudaf i en lige linie. Her er ingen brandfare - og ingen blomster, for vandafledningssystemet er støbt i grå beton.
Er det mon et klart og illustrativt eksempel på æstetikkens (læs tidernes) uafvendelige forfald? Endnu et tydeligt tegn?
Det er i hvertfald et eksempel på, at man i mange nye bygningsværker og konstruktioner af alle slags ikke tænker æstetik og håndværk ind som brugbart arvegods fra en fælles kulturarv. Motortrafikvejen er historieløs i sin (mangel på) æstetik.
Og jo, man kommer hurtigere fra A til B, men nogle gange er spørgsmålet vel, om vejen ikke er vigtigere end endemålet.

La cuneta

El patrimonio cultural europeo (y me refiero, por supuesto, sobre todo a la música) se puede comparar, metafóricamente, con la cuneta de una carretera rural abandonada en algún lugar de España; diversa, colorida, suntuosa, anárquica, volátil, fácilmente inflamable, pero inmensamente inspiradora ...!
No muy lejos de allí, los carriles de la nueva autovía pasan en línea recta. En la cuneta de la autovía por supuesto no hay riesgo de incendio, no hay ni flores, el sistema de drenaje de agua está hecho de un hormigón fundido, sólido y gris.
¿Es esto una muestra de la inevitable decadencia de la estética actual (léase de la sociedad moderna)?
En cualquier caso, es un ejemplo de que en muchos edificios nuevos (prefiero no usar el término moderno) y construcciones recientes de todo tipo, la estética y las tradiciones artesanales no se tienen en cuenta como una parte del patrimonio cultural e histórico común.
Y sí, se va más rápido de A a B, pero a veces uno puede preguntarse si el camino no será más importante que el destino final.