Amplituder

Vandrekoncert til omdiskuteret kirkekunst

Via Artis duo spiller fredag den 31. juli en koncert der musikalsk går i dialog med række store og iøjenfaldende fotostater af bibelske motiver der for tiden er udstillet i Faaborg Kirke.
Fotostaterne er skabt af designeren og mediekunsteren Jim Lyngvild og har skabt røre og stor debat såvel på de sociale som de etablerede medier.

Om værkerne har Jim Lyngvild udtalt, at kirkegængerne kan forvente sig ”kysk og klassisk kirkekunst med et strejf af liderlighed og lummerhed. Den kombination har kirkekunst altid haft”.

Man kan også sige, at kirkekunst, når den er bedst, forsøger at bygge bro mellem det ophøjede og det folkelige. Det er i hvert fald tilfældet med musikken; Mange af vores bedste salmemelodier har et tydeligt populært eller folkeligt oplæg. Hele messer er bygget på grundlag af populære sange. I slutningen af 1600-tallet skrev Thomas Kingo salmetekster til sensuelle danserytmer, der blot få årtier inden var forbudte!

Via artis Konsort, denne gang i duo-form, skaber et musikalsk rum for fotostaterne med musik der er inspireret af, og improviseret over, en række renæssance- og barokkompositioner, med enkelte afstikkere til romantikken og vor tid.

Medvirkende:
Tine Maj Antonsen: klarinet, slagtøj
Poul Udbye Pock-Steen: orgel, organetto, cembalo, slagtøj