Dalum Kirke revisited - 1. akt

  • Time to read 1 minute
Via Artis Konsort, prøve i Dalum Kirke, Odense

Prøve i Dalum Kirke, Odense

Publikum i Dalum Kirke
Dalum Kirke i et litografi fra 1800-tallet

Søndag den 20. november spiller ensemblet Via Artis Konsort en speciel og stemningsfuld koncert i Dalum Kirke, Odense med titlen 'Dalum Kirke revisited'. Koncerten er en såkaldt 'site-responsive' koncert, og den er første del af to sammenhængende koncertevents!

Site-responsive koncerter

Site-responsive koncerter er et spændende format, hvor musikken går i samklang med alt det der karakteriserer opførelsesstedet; rumforhold, lysforhold, akustik, historisk kontekst, stedets funktion, etc. Musikken forholder sig på den måde til opførelsesstedet, og selve stedet bliver en aktiv del af det musikalske udtryk.
En site-responsive koncert finder sjældent sted i en koncertsal, men kan derimod opføres hvorsomhelst, hvor stedets historie, funktion og arkitektur har noget væsentligt at fortælle. Det kan for eksempel være historiske bygninger, forladte steder, ja sågar steder der ikke længere eksisterer.
Opførelsesstedet er udgangspunktet, og musikken arrangeres og komponeres specifikt til det pågældende sted.

Koncertens tema

Hver site-responsive koncert har sit eget tema, som på forskellige måder relaterer til opførelsesstedet. I første akt af 'Dalum Kirke revisited' er det gennemgående tema salmesang. Salmesang og musik er en vægtig del af Dalum Kirkes identitet, og i koncerten vil publikum høre en del ældre, og mindre kendte, salmemelodier fremført på forskellige måder. Lyset og årstiden er også en del af koncertstemningen, som det kommer til udtryk i Grundvigs salmetekst, 'I falmende blade, du kølige vind':

I falmende blade, du kølige vind!
Tør mer ej med eder jeg gækkes?
Hvad rager det mig, hvem der blegner om kind,
mens efterårsdagene stækkes?
Går jeg ind, går jeg ud,
står mit håb ej til Gud!
O min sjæl! Sig, hvad klynker du over?


Denne efterårs-stemningsfulde koncert bliver fremført af et udvidet Via Artis Konsort med gæster, som alle er en del af Dalum Kirkes musikalske dagligdag.

  • Sopran: Christina Holm
  • Baryton: Rasmus Tofte-Hansen
  • Fløjte: Rikke Petersen
  • Klarinet: Tine Antonsen
  • Saxofon: Andreas Bøttiger
  • Dalum Kirkes Kantori under ledelse af Marie Kristine Løkke
  • Harpe: Anne Marie Høst Mortensen
  • Strengeinstrumenter: Lars Hedelius-Strikkertsen
  • Viola da gambe: Mogens Rasmussen
  • Slagtøj: Oskar Hjorth
  • Organetto, orgel, trehuls-fløjte: Poul Udbye Pock-Steen

 

O min sjæl! Sig, hvad klynker du over?

Koncerten er en BRO-koncert, produceret af kulturforeningen Ballhaus
Koncerten er støttet af Odense Kommune, Statens Kunstfond, Region Syddanmark og en række private fonde.

Skrevet af:
16-11-2022