Sammenspil i Senmiddelalderen

  • Time to read 5 minutes
Sammenspil i senmiddelalderen

Øst og vest mødes, Las Cantigas de Santa Maria

Sammenspil i senmiddelalderen
Sammenspil i senmiddelalderen

Da vi begyndte vores musikalske udflugt med Via Artis Konsort tilbage i 2005 var det erklærede mål “at udforske form og indhold i den tidlige musik, med et særligt fokus på tidsløse begreber som klang, improvisation og puls”.

I det Herrens år 2018, hvor vi repertoiremæssigt endnu engang har bevæget os tilbage til senmiddelalderen, har denne vidtløftige målsætning påny fået vægt. For mens vi i det tidlige musikrepertoire fra ca. 1400 og frem ofte kan støtte os til konkrete, noterede instruktioner om opførelsespraksis, er der ikke ret megen hjælp at hente i middelalderens sparsomme oplysninger om instrumentation, improvisation, tempi, etc. Selve nodebilledet, hvis det overhovedet eksisterer, er også kun en indikation, og ofte uden reel information om ret meget andet end den relative tonehøjde.

Betydningen af ordet udforske, fra vores oprindelige målsætning, antager en hel ny dimension. Fokus er nu rettet mod begrebet sammenspil. Elementært, vil nogle mene, men lad os lege lidt med begrebet og opstille en fiktiv situation for at se, om det hele er så elementært endda.

En 700 år gammel nodebog

Lad os foretage en rejse 700 år ud i fremtiden og forestille os, at en gruppe musikere har fundet en gammel nodebog med populærmusik. Lad os forestille os at de får den, lidt pudsige, ide at fremføre denne gamle musik på originale instrumenter og med en udførelse så tæt på den oprindelige opførelsespraksis som muligt. Lad os antage at nodebogen ude i fremtiden indeholder sange af den engang så legendariske guitarist Eric Clapton. Nodebogen indeholder måske lidt biografisk tekst om musikeren, en række fotos af musikere med instrumenter, og en samling sange. Nodebilledet til sangene består af en sanglinie med tekst inddelt i takter, med becifringssymboler anbragt der hvor et akkordskifte finder sted. Vi antager at denne gruppe fremtidsmusikere fra år 2718 ønsker at give sig i kast med en sang med titlen Crossroads.

 

    
 

Opførelsespraksis

Vi, der har det omdiskuterede privilegium at leve i 2018, har en rimelig klar ide om hvordan et sådant stykke musik kan lyde. Vi er omgivet at indirekte information, CD'er, tv, internet, etc. Men lad os nu antage at alle disse digitale informationer, inklusive videoklippet på Youtube, i år 2718 forlængst er gået tabt, Vores fiktive ensemble fra fremtiden har, udover nodebogen, kun få samtidige skriftlige kilder at støtte sig til. De fleste af kilderne beskriver kun tilhørerens koncertoplevelse i subjektive vendinger. Nodebilledets oplysninger er kun indikationer. Der er bare en sangline med tekst og et harmonisk grundlag i form af becifringer. Ingen angivelse af hverken guitarens, bassens eller trommernes reelle stemmer. Det er måske slet ikke oplyst, at det netop var disse instrumenter der blev benyttet, da sangen første gang blev spillet.

Eller blot eksperiment?

Så hvordan griber vores fiktive ensemble sagen an, 700 år ude i fremtiden? Ensemblet har ikke andre muligheder end at eksperimentere “lidt ud i det blå”, men vil det føre ensemblet tættere på opførelsespraksis anno 1968? Det er svært at sige; det er i hvert fald ikke muligt at verificere. Giver det så overhovedet mening at tale om historisk opførelsespraksis, hvis praksis er baseret på eksperimenter? Kan musikerne anno 2718 overhovedet finde et musikalsk udtryk i de sparsomme oplysninger og gøre musikken levende og vedkommende for deres publikum? Selvfølgelig kan de det, hvis de ellers kan deres fag. Claptons sang fra 1968 var aldrig tænkt som et færdigt stykke musik for konkrete stemmer, men snarere som en musikalsk ramme til eget brug. Det står enhver frit for at fylde rammen ud som de vil, dengang, nu og i fremtiden.

Vi har en klar ide om hvordan et sådant stykke musik kan lyde. Vi er omgivet at indirekte information, CD'er, tv, internet, etc.

Præcis det samme gør sig gældende for en stor del af det tidlige musikrepertoire, ikke mindst i tiden fra før år 1400; Vi må selv fylde rammen ud. Vi bliver nødt til at eksperimentere med sammenspillet og finde de enkelte instrumenters funktion indenfor den givne ramme. Uden disse eksperimenter vil de sparsomme indikationer vi har til rådighed næppe give nogen musikalsk mening.

Research og retningsliner

Menførst må vi opstille nogle retningslinier for sammenspillet. Det vil f.eks være nærliggende at undersøge hvilke instrumenter der har været til rådighed i de givne perioder og især hvilke grupperinger af instrumenter der var almindelige. Oplysningerne er som sagt sparsomme, men fra tyske kilder (1) ved vi blandt andet, at visse instrumentkonstellationer har været mere almindelige and andre. Vi kan også ud fra de samme kilder se, at det har været almindeligt at sammensætte ensembler af forskellige typer af instrumenter, f.eks med kombinationer af blæste rør, anslåede strenge og strøgne strenge. I følge kilderne har kombinationer af blandt andre følgende instrumenttyper været i anvendelse i Tyskland i slutningen af 1400 tallet:

Rør

Anslåede strenge

Strøgne strenge

Fløjte

Lut, båndløs og med bånd

Fidel

Organetto (portativ)

Harpe

Rebec

 

Hackbret (dulcimer, santour)

Tidlige gamber

Det er ikke overraskende at netop disse instrumentgrupperinger har været i brug. De samme grupperinger er stadig almindelige der hvor den modale musikteori endnu er i brug, f.eks. i persisk og arabisk klassisk musik. Hver instrumentgruppe har sine egne klanglige og dynamiske kvaliteter og kan, så at sige, noget de andre instrumentgrupper ikke kan.

Frie stemmer

Et andet vigtigt spørgsmål der melder sig når vi taler om sammenspil er, om de akkompagnerende stemmer har haft en selvstændig karakter i forhold til en given melodistemme. Der findes flere nedskrevne flerstemmige arrangementer fra det 12. århundrede og frem, men hvad stiller vi op med store mængde af musik hvor der kun findes en enkel nedskrevet melodilinie? Er manglen på flere nedskrevne stemmer et udtryk for at akkompagnementet også har fulgt den samme melodilinie, sådan som det ofte er tilfældet i klassisk arabisk musik? Eller har der været en større grad af frihed for de akkompagnerende stemmer? Det er et vanskeligt spørgsmål at besvare, og måske findes der slet ikke et entydigt svar. Det beror også langt hen af vejen på musikalske overvejelser hos de udøvende musikere. Ikke desto mindre findes der mindst tre indikatorer på at akkompagnement til enstemmige satser har været baseret på en fri(ere) udførsel af de akkompagnerende stemmer:

  • Det store korpus af flerstemmige satser og de relativt mange sammenfaldende beskrivelser af konsonans og dissonansbehandling.
  • Fra italienske kilder (2) ved vi, at improviseret sang med akkompagnement har været en almindelig musikalsk disciplin. Hvis melodistemmen opstod spontant, må akkompagnementet også have været improviseret og kan derfor ikke have været fuldstændig sammenfaldende med melodistemmen.
  • Modale melodilinier fornemmes af lytteren i forhold til en fast underliggende tone. Det gør at melodilinien ofte ligger op til imitation i en eller flere af de akkompagnerende stemmer, enten som kanon, eller som skygge-effekt, hvor andre instrumenter følger melodistemmen tæt, men med en lille forsinkelse.

 

Historisk korrekthed

Der går selvfølgelig mange flere overvejelser forud for sammenspil-eksperimenterne. Men min pointe i denne lille gennemgang er, at lige meget hvormange overvejelser vi gør os, kan vi ikke vide hvordan det store korpus af satser med en enkel noteret stemme rent faktisk har været udført. Vi kan studere rammerne og opsætte retningslinier, men de informationer vi har til rådighed er sparsomme, og i sidste ende må vi eksperimentere os frem til noget der musikalsk giver mening. Men musikalsk mening med tingene er ingen garanti for at vi har ramt den oprindelige opførelsespraksis. Hvad så med den historiske korrekthed, giver det overhovedet nogen mening at spille tidlig musik, hvis det alligevel ikke gøres på den rigtige måde?
Svaret må være. at graden af historisk korrekthed i opførelsen beror på mængden og kvaliteten af den research der er udført for at opstille de nødvendige retningslinier for eksperimenterne. Historien er tilstede i de retningslinier vi opstiller, men musikken opstår først i sammenspillet. Og sammenspillet vil altid være et eksperiment! Det gør ikke noget, så længe resultatet er musikalsk.

Sålænge musikken spiller

I Via Artis Konsort har vi det udgangspunkt, at vores repertoire, i historisk og teoretisk lys, skal kunne være udført af uddannede musikere på den tid hvor musikken blev til. Har det lydt sådan oprindeligt? Det er, som man siger, et godt spørgsmål, men i bund og grund er det også et vældigt uinteressant spørgsmål så længe musikken spiller.

Kilder:

(1) German instrumental music music of the late middle ages, Keith Polk, Cambridge University Press
(2) Cantare all´improvviso: Improvising to poetry in late Medieval Italy, Timothy J. McGee, Medieval Institute Publications